Fortælling ved Forårssolhverv
For nogle år siden var jeg og et par andre inviteret til at være med som publikummer til en aften med clairvoyance. Vi fulgtes med vores veninde, et dejligt menneske, som skulle på scenen denne aften.
Det var aften for forårssolhverv og det var måske et rent tilfælde, men der skete noget denne aften, som aldrig helt har sluppet mig, og heller ikke de andre tror jeg. Men det ved jeg ikke, for vi har aldrig rigtigt talt om det siden.
Vi begav os afsted i højt humør. Vi havde læst os frem til, at man på det pågældende sted før havde haft succes med sådanne underholdningsaftner, og der var mange positive kommentarer på de sociale medier.
Jeg havde påtaget mig chaufførrollen på vejen dertil. Stedet, hvor det skulle afholdes, lå i en lille idyllisk landsby, smukt beliggende midt i den danske natur, tæt på skov og strand. Foråret var i fuldt flor og vi blev mødt af den skønneste solnedgang, da vi ankom.
Men der var noget. Noget i luften eller æteren, der ikke varslede om idyl. Der var uro i energierne. Jeg satte mine medpassagerer af, og aftenens midtpunkt blev i bilen, mens jeg fandt en parkeringsplads.
Jeg følte det, som om vi kørte rundt i en slags limbo, hvor der hang en stor truende sky over landsbyen, en energi der ikke bød fremmede velkomne. ”Skal vi ikke bare vende om og drøne afsted?” spurgte vores veninde halvt i sjov, halvt i panik. Jeg smilede opmuntrende til hende, og sagde noget i retning af kom nu med, vi skal nå at spise, inden du skal på.
Der har været omkring 150 personer. Vores veninde blev præsenteret og showet gik i gang.
Efter 10 minutter vidste jeg, at et eller andet var ragende galt.
Det tager altid lidt tid at komme i gang, og publikum ved sådanne arrangementer er ofte en blanding af forventningsfulde mennesker, der har glædet sig, blandet med de mere skeptiske, der gerne vil finde
fejl, så de en gang for alle kan afvise sådan noget hokus pokus. Det var vi helt på det rene med, men der var en dyne af modvilje, modstand, ja ligefrem ondskab, der lagde sig over salen. Hver gang vores veninde spurgte ”er der en blandt jer, der… jordemoder er læge? Har mistet sin far? Hedder eller kender Susanne? Ligegyldigt hvad hun spurgte om, var der en rungende tavshed. Enkelte blandt publikum prøvede på at være imødekommende, men det var ligesom om, der blev sendt onde blikke og vedkommende tav igen.
Vores veninde prøvede så med en mere direkte 1-1 tilgang. Henvendte sig direkte til folk – hun havde heldigvis fornemmet, at ikke alle var imod hende. Det hjalp lidt. Men de, som hun talte til nærmest hviskede, så ingen kunne høre, og uroen spredte sig ubehageligt. Småsnakken, fnisen, folk rumsterede og hentede drikkevarer og talte højlydt sammen.
Hvordan vi kom igennem første del, aner jeg ikke, men det var meget anstrengende. I pausen søgte j
eg udenfor for at få luft. Der stod mange og talte sammen i grupper og så snart de så mig, tav de og stirrede ubehageligt på mig, - budskabet var klart – jeg – vi var ikke velkomne.
Igen tænkte jeg, vi skal bare væk herfra, jo før jo bedre.
Da vores veninde gik på igen, var ca. halvdelen af publikum forsvundet, heldigvis en del af dem, der ikke ville os det godt. Der var kage til kaffen og måske gjorde det stemningen lidt mere mild, eller også er det bare noget, jeg bilder mig ind.
Forestillingen sluttede efter, hvad der føltes som evigheder, og vi skyndte os at bryde op. Jeg havde sendt mine to medchauffører ud til bilen for at være klar til at køre, så hurtigt som. Jeg stod skulder ved skulder hos vores veninde, da hun skulle have honorar for aftenen. Det blev givet modvilligt, nærmest kastet på gulvet med en malstrøm af ord. Vi skulle skamme os, pakke os og forlade byen. Det var en surrealistisk oplevelse at blive betragtet som værende i ledtog med det onde, men det var fa
ktisk, hvad der indirekte blev sagt.
Ude i bilen – i sikkerhed, skreg vi ”KØR. Kør som havde vi djævelen i hælene.” Jeg vendte mig om og kiggede ud af bagruden, og så et syn, jeg aldrig glemmer.
Ikke så langt ude i horisonten ude over vandet hang en kæmpestor ring af ild og lys, en slags portal, hvor jeg igennem ringen kunne fornemme en anden verden, en energi, der var vågnet og som nu kiggede ind i vores verden. Det var et storslået, betagende syn. Jeg holdt det for mig selv, aftenen havde budt på rigelig med drama.
Vi grinede af det hele og lavede skæg hele den lange vej hjem, for at bløde op for, at aftenen havde været en helt unik fiasko, samtidig med at vi også var enige om, at det ikke var vores venindes skyld. Inderst inde tror jeg alle vi var overraskede over det ubehag, vi alle havde følt. Dagen efter havde jeg
det som om jeg var blevet banket sønder og sammen, og tanken strejfede mig, at i en ikke så fjern fortid var vi nok blevet brændt på bålet.
Som nævnt har oplevelsen siden vendt tilbage til mig, og jeg har funderet over, hvad det mon var der var på spil den aften under forårsjævndøgnet. De lokale var jo ikke onde, ligesom vi heller ikke var det, men uro der var til stede, kunne vi alle fornemme mere eller mindre bevidst.
Jeg ser stadig portalen for mit indre blik – og er ikke i tvivl om, at der netop på denne aften var mere åbent mellem verdenerne. Det pågældende sted emmer af fordums liv. Der har til alle tider boet
mennesker, som har levet i overensstemmelse med naturen og dets årshjul i den gamle tro, som i dag hyldes af asetroende, druider og wicca’ere, og hvor er trods forskellighed også er mange ligheder.
Vi var kommet på selveste aftenen for forårssolhverv, hvor energierne er stærke og hvor portalerne åbnes, for at vi kan blive guidet og søge viden hos hinanden og lære, hvad vi kan tage med os ind i den nye tid.
Vores veninde tiltrak uvidende denne gamle fine energi, da hun åbnede sin egen energi og gik i gang, og den skabte uro i æteren omkring landsbyen.
Forårssolhverv, foråret – der hvor alt starter på ny, genfødsel.
Den aften kom der en strøm af nysgerrig uskyldig energi på besøg fra den gamle verden, som den var, inden den blev undertryk af den dogmatiske, maskuline kraft, som på alt for mange måder har overtaget vores verdenssyn, og hvor vi har glemt at hylde det feminine aspekt og leve i pagt med naturen.
Glædeligt forårssolhverv
Comments